AJ, VI ER DA OSSE TURISTER – PART THREE

PÅ VULKANER

Indrømmet! Jeg er lidt fascineret af vulkaner. Og nød at få et glimt at Ecuadors højeste, Chimborazo med 6.310 meter, da jeg sad i bussen nordpå mod Ambato og sidenhen vestpå til Baños. Lad os bare kalde ham Chimbo, det gør de lokale. Og jeg siger jeg, for de unge havde taget natbussen natten før, så de kunne servere daal, når jeg ankom!

  Chimbo :)

Og vulkan fik vi osse her! Vi straspadserede op ad Tungurahua, som har været pænt aktiv de sidste 12 år. Sikken natur og marker med trætomater. Masser af leg med makroobjektiv (med tryk på sidste stavelse!) 800 højdemeter opad, DET er stejlt. Men det lønnede sig, for pludselig hørte vi et umiskendeligt eksplosionsagtigt knald, som absolut ikke var et tordenskrald. Vi fik siden konfirmeret, at den var god nok. Mama Tungurahua havde givet lyd fra sig, men hvis hun var læk, ville det løbe mod Riobamba, så tranquilo, tag det helt roligt... Og jeg fik mig en vulkansten af en dreng, da vi var på vej ned igen, bagi en pickup.

 Ja, det var vildt! Vi krydsede en flod!

 Faldne agaveblomster... Trist syn ;-)

 Flot mønster på dette blad ikk´? Går man tæt nok på, kan man se hvor levende det er!

 Jeg har fået en elg! Den har fået navnet Otto Lucia og oplever lidt af hvert!

 Vi mødte en ny "Tonto" - lidt dum var den i hvert fald.

 Bare så I ikke er i tvivl!

 Vi var ikke de eneste passagerer i pickup´en.

 Dejlig datter jeg har <3

 Bare smukt :)

DEN BLÅ TIME 

Det bedste lys får du som fotograf lige efter solopgang og lige før solnedgang. Det går bare meget hurtigere ved Ækvator end på vore vante breddegrader. Ifølge Jorge Anhalzer (ecuadoriansk kvægavler, tourguide, mekaniker, pilot og fotograf) har fotografer i Ecuador derfor en meget kort arbejdsdag og en lang siesta. Det måtte vi sande, da vi et par dage i træk stod op lidt i 5.30 for at fange Baños i den blå time, før solen står op og skyerne driver forbi bjergsiderne. Det går sgisme hurtigt. Siestaen påbegyndte vi straks efter i de varme okkergule bade, mineralholdigt vand udledt fra vor kære Mama Tungurahua, op til 45 grader varmt. Mmmmmm… Og så en tur ind under den kolde ”bruser” – frisk vandfaldsvand.

 Kirketårnene i Baños i den blå time

 Typisk morgenmad i Baños - double pancake med yogurt, sirup og friske frugter bl.a. papaya.

  Alt i sukkerrør - som i saft, slik og bare til at gnave i.

VANDFALD PÅ VANDFALD PÅ VANDFALD PÅ CYKEL

Nedad bakken vestpå. Triller du langt nok rammer du regnskoven nede ved Puyo, Tena, Misahuallí. Vores udlejningscykler nåede ikke så langt, men til gengæld fik vi vandfald for alle pengene. De styrter alle ned i Río Pastaza, som bilerne alt for nemt kunne det, før den nye vej med de gode tunneler blev bygget. Nu er den gamle vej gjort til ”økologisk” cykelsti, så nu er det cyklisterne, der får æren af at blive overrislet, der hvor et lille bitte vandfald falder ud over vejen. 

 Johan under det mindste vandfald på vores vej.

 Jeg i typisk fotostilling svævende henover to noget større vandfald.

 Jo, Otto Lucia kom ud for lidt af hvert.

Dagens højdepunkt blev Pailón del diablo (Djævelens gryde) –i sandhed det mest djævelske vandfald, man kan forestille sig. Øredøvende buldrende voldsomt og mange meter ned. Og vil du helt op bagved vandfaldet, skal du formelig kravle gennem en lav grotteagtig tunnel.

 Vandfald fra top til fod - næsten!

I skal da lige have en chance for at opleve det djævelske vandfald - næsten live.

 Amalie og Johan på alle fire i grotten.

Og bagefter havde Johan kun ét ben!

RUGBRØD          

                                                                                                                                               

Skulle der gerne stå på ruden ind til Café Rico Pan (lækkert brød) i Baños. Og det er lækkert og med valnødder i. Mere traditionelt dansk fandt vi det hos den danske bager i Latacunga, Niels Rasmussen, og det var godt at fodre rugbrødsmusklerne med, når vi nu skulle ud at vandre. Vi er nået til slutspurten af denne historie, som er så sand som den er skrevet. Vandring med rygsæk i knap 4 kilometers højde, uanset at man der skulle have ca.65 % mindre ilt at gøre godt med, end vi danskere er vant til. Fra Zumbahua til Quilotoa. Fra Quilotoa til Chugchilán. Bare navnene, smag på dem! 

Det er da næsten rigtigt... :) Og smagen helt i top!

De to krokofanter ved Lagunaen i Latacunga.

 Zumbahua hin tidlige morgenstund.

 De unge fandt en kløft og flyttede ind.

Kaktus i blomst.

Min ryg var nu ikke så glad for det der rygsæk, så jeg bussede den noget af vejen til første destination, som jeg så frem til med stor længsel. Og det blev da også mit nye yndlingssted i hele verden. Laguna Quilotoa, en grøn vulkansø med krater hele vejen rundt. Det sted jeg gerne vil kunne besøge hver dag efter endt arbejdsdag i SFO´en, når hverdagen kalder igen. Må nok nøjes med at finde det indeni mig selv. Så omfavnende og smukt - og stort. For stort til at det kan fanges med en helt almindelig 18 mm med en forlængelsesfaktor på 1 ½. Måtte tage fiskeøjeobjektivet (8 mm) til hjælp, og så er søen pludselig blot en skyklat, der er landet på jorden. Vi gik ned til søbredden og konstaterede, at den er god nok. Søen ER grøn!

 Skyklat landet midt i bjergene - eller?

Sug det ind i sjælen

gem det dér og tag det med

Laguna Quilotoa

(OK, ikke helt haiku, men alligevel...)

 Vi havde vist ikke overlevet i 3.874 meters højde uden den brændeovn - og kartofler!

Vi blev enige om, at det var ægte luksus!

 Hostalejeren Umberto Latacunga og familie.

KLØFT BY NIGHT

Nogle gange har man bare ikke noget valg! Så SKAL man gå ned i en snæver og uvejsom kløft efter solnedgang iført rygsække, regntøj og lommelygter. Det tog KUN to en halv time at finde op til Chugchilán på den anden side! Stejle klippevægge op og ned. Måtte osse krydse en flod kravlende henover den smalleste bro i mands minde.

 OK - sådan så der ud! Undervejs så vi kun fragmenter i lommelygtens skær.

Men… der ventede os en paradisisk modtagelse med varm aftensmad, varmt bad og en seng! Der stod WELCOME på fliserne, og en indfødt kvinde stod parat med håndklæder! En lokal mand, vi havde mødt nede i kløften, havde ringet til hostal´et, og de var på vej ud at lede efter os! Imødekommende hjælpsomme mennesker. Når vi mødte nogen på vores vandring derude i højderne, råbte de ”Hola!” – og det gerne på 500 meters afstand. Verden er et fantastisk sted!

Næste morgen i Chugchilán åbenbarede der sig dette syn.

Vildt grænseoverskridende og helt utroligt at have gennemført dette 5½ timers ridt, der startede langs Quilotoas kraterrand i regnvejr og tåge, og hvilken sti er det nu lige, der er den rigtige? Og det så samme dag som de 3½ time det tog at gå ned til Laguna Quilotoas søbred og op igen. God slutspurt på vores 3 ugers eventyr, synes jeg nok. 

 Startede langs Laguna Quilotoas kraterrand i regnvejr.

 Og tåge! Men juhu et skilt! Vi er på rette vej!

 Et lille bitte hvil inden vi oksede videre.

 Og hvor var der smukt...

 Solen på vej ned, de sidste stråler på bjergene i det fjerne.

PS: På skiltet stod der, at der var 10,4 km at gå, måske er vi bare lidt langsomme. 

HVORFOR SPARE PÅ SUPERLATIVERNE?

Og så var det nordpå, hjem til Quito, hjem til Calderón. Bag på en camioneta til Sigchos, med skøn udsigt til sneklædte dobbelttindede Ilinizas. Endnu en camioneta til Lasso, i fuld fart mellem bjergene. Jeg siger jer, det gør nas at sidde bagest, når den kører over et bump, og det er bare med at holde fast. 

 Dobbelttindede Ilinizas.

 Denne bille var osse ret tonto - den væltede hele tiden og kunne ikke selv vende sig om...

Jeg inviterede en flok biller til kaffeslabberas.

 Johan dyrker solen.

 AV, si´r jeg bare...

Til sidst en bustur, en kløende affære med plamager, der spredte sig over det meste af kroppen i mærkelige mønstre. Hvad f….. fejlede jeg, og hvor var det egentlig heldigt, at det først var sidst på turen. Bed bugs, insektbid? Nærmest direkte på Emergencia med min far og min søster Ellen ved min side, og så fik jeg at vide, at jeg havde allergi! Jo jo da! Har siden identificeret det som værende nældefeber og hælder til, at jeg har rørt ved en giftig plante i mørket i kløften. Så HVIS jeg skulle tage turen gennem kløften igen, skal det være i dagslys, så jeg osse kan SE den – og passe på, hvad jeg rører ved. Det kunne være rigtig dejligt gentage turen med kæresten i hånden. Selvom jeg er så heldig, at han er overalt herovre, er det jo ikke helt det samme ;-)

Han er overalt - her i selskab med Ecuadors præsident Rafael Correa

Jeg overdriver ikke det mindste, når jeg siger, at det var en superfantastisk tur, så hvorfor spare på superlativerne? Vi har dem vel for at bruge dem! Og så håber jeg, I har fået bare lidt eventyr ud af at læse om vores :) Tak for jeres tid!

AJ, VI ER DA OSSE TURISTER - PART TWO

MINDERNES BY

Sydpå til mindernes by Puerto Lopez. Her var jeg for første gang for godt 27 år siden sammen med et par botanikere. Og sidenhen indtil flere gange. Og jeg kan stadig ikke finde hotellet fra første gang, for sikken forandring den lille by har gennemgået. Stadig charmerende heldigvis. 

Og minderne blev skubbet til side og erstattet af nye uforglemmelige minder. Den bedste franske iskaffe. Den sjoveste sælger - som ville tage over dobbelt pris for to hængekøjer, så der osse var råd til en cola til hans far, tror jeg nok det var. De sindssygste bølger i skumringen. Den mest kælne kat Michu Michu, som jeg gerne måtte få med mig videre! Fornemmelsen af at gå rundt i film som jeg selv havde lavet - et af mine egne yndlingsbilleder fra sidste Ecuadortur er af en blå time på Puerto Lopez´ hovedgade. Og så var der også dengang Amalies helt nye kamerastativ gik i stykker – knap så sjovt…

 Tid til at slænge sig i en hængekøje.

 Den bedste iskaffe kan nok få én til at spærre øjnene op!

 Hold op, det var sindssygt! Sikken kraft!

 Den blå time i Puerto Lopez på Matildes 19-års fødselsdag - for to et halvt år siden, that is.

  Sammesteds 2012 - bilparken er vokset!

 Michu Michu

INGEN SØLØVER VED SØLVØEN

Om noget så er Puerto Lopez udskibningshavn for rejser 40 kilometer ud i Stillehavet. Ud til Isla de la Plata (Sølvøen) og at tage derud igen var som at træde ind i en bog, jeg selv har skrevet. De få af jer, der har læst den, vil kunne genkende den lille ø med de charmerende blåfodede suler. Smukt, øde og varmt. 

 Tjek lige vindretningen!

Højt oppe på Isla de la Plata ser vi ned. 

Blåfodede suler.

Flere suler.

 

En maskeret sule.

Tre timers strabadsertur med start da solen stod højest på den skyfri himmel. Galimatias! Solfaktor 30 smeltede ned ad vores arme, skuldre og lægge uden at gøre den helt store gavn. En sandal svigtede efter kun 5 års intenst brug i sommermånederne. Vand var en mangelvare og lunkent det der var. Og ikke desto mindre gik Walter og sang meget af vejen! Vi var så heldige, at der i vores gruppe var en flok musiklærere fra et af de mange universiteter i Quito, og Walter fra New York var bestemt et lyspunkt, selv om han nok kropsmæssigt var den, vi ville have tippet til først at give op. Men det kan man jo ikke! Den eneste vej tilbage var frem, og alle klarede det - og så snorklede vi i det salte vand bagefter.

  Trave trave trave...

Men der var ingen søløver ved Sølvøen den dag, selvom vores guide Limberg (opkaldt efter Charles Lindbergh) var god til at informere om hvilke ”trials” (trails) vi kunne følge. De er altså vældig gode til det der engelsk her i Ecuador…

Men der var sørenjensme en havskildpadde!

 Og en undervandsmig!

LANGFREDAG, LEGUANER OG FÆTTERENS FÆTTER

Vi havde håbet at se lidt til højtidens traditioner, nu vi var her i påsken, men det blev ikke til meget.Rette tid og sted falder ikke altid sammen, for hele langfredag sad vi på en bus sydvestpå over Xipixapa til Guayaquil og nåede frem til en bemærkelsesværdig stille og øde by. Alle var måske i kirke, for senere mødte vi dem alle sammen på byens stolthed strandpromenaden, Malecon 2000 kaldet. Efter sigende de sikreste sted i byen med masser af politi – og floden Guyas flydende ved siden af. ”Du svømmer den forkerte vej”, kunne man fristes til at sige til det mangrovesnask, der var på vej OP ad floden ved højvande. 

 Beklager kameraføringen, man er vel nybegynder!

Millionbyen med det plettede rygte har dog også sine solsider: Parque Bolívar, hvor vi straks blev gode venner med en flok leguaner, som sad og tissede ned på os oppe fra træerne. Nede på jorden var venskabet mere gensidigt. 

 Ny god ven.

 Endnu bedre ven! (Hvad vil du mine tæer?)

 En flok nye venner.

Vi måtte da også besøge Las Peñas, det gamle rustikke kvarter bygget op ad bjergsiden. På toppen mødte vi godt nok en fyr med skurkeoverskæg, og var sikker på, at han ringede til sin fætter og fætterens fætter, så de stod klar ved foden af bjerget, sådan som han holdt øje med vores store kameraudstyr. Paranoia eller? Vi undgik heldigvis samtlige fætre, men utrygheden var ubehagelig.Som supplement var vores hotelværelse at regne for en fængselscelle – intet vindue, en ulidelig hede og en ventilator-vifte i loftet, som larmede hele natten.Men som sådan må man også regne med, at den var sikker nok, cellen.

 Guayaquil set fra Las Peñas.

 Farvestrålende byggeri.

 Netop undsluppet fængselscellen.

KAN MAN GLARE DET?

Mangrove (manglares) er en speciel landskabstype, som er meget undervurderet. Så meget, at det meste af den bliver fældet til fordel for rejefarme, som også har det godt der i vandkanten. Trist. Men syd for Guayaquil fandt vi Reserva Ecológica de Manglares Churute, og Carlos ville gerne vise os rundt, først i lidt almindelig regnskov, hvor vi kunne høre brøleaberne advare om vores ankomst og var heldige at få øje på en myresluger på vej op i et træ og en grim grim fugleedderkop. Samt lidt fine fugle og en larmende cikade. Dernæst mangroven,som var til at overse, og ret undselig i sit farvevalg, gråt i gråt. Selv de røde krabber bliver grå i mudderet. Fascinerende.

 Myresluger på vej op i et træ for at æde myrer!

Mangrovebeplantning - rødderne overrisles hver dag ved højvande

 Hvem kan få øje på krabberne?

 Ny mangroveplante på vej - nu med guldsmed.

INGEN GEDER, TAK

Ind i landet igen mod vest til Cuenca, bygget oven på den gamle inkaby Tomebamba. Hvilken stilhed! Kunne høre min egen tinnitus igen! Småkoldt og en nydelse efter mange dage ved kysten, at det IKKE var nødvendigt med larmende ventilation for at kunne holde temperaturen nede. Til gengæld må man ikke tage geder med ind på busterminalen i Cuenca, viste et skilt. Så er I advaret! 

 Tårn på tårn på tårn

 La casa azul - det blå hus - nu med duer.

I modsætning til mange andre byer i Ecuador har Cuenca ikke været hærget af brande og en del af kolonitidens bygninger står stadig. Snesevis af kirker med overvældende tårne og dusinvis af duer. Man behøver ikke være det mindste religiøs for at nyde synet på en solskinsdag. Dog hjælper det nok inde i kirkerne; i katedralen fandt vi et skilt med følgende tekst: ”Cuando entres a la catedral apaga tu celular que Dios quiere hablar contigo” – ”Sluk din mobil, når du gå ind i katedralen, for Gud vil tale med dig”.

 Katedralen i Cuenca

 Ikke altid lige nemt at være skøn(hedsdronning)

 På pakistansk restaurant - selvom den hedder Taj Mahal.

LA LALALALA LAMA

Måtte simpelthen besøge inkaernes vigtigste ruin i Ecuador, Ingapirca, på kanten af páramo´en, det karakteristiske vissentgrønne landskab lige over trægrænsen. Historiens vingesus og en lille snak med Atahualpa. Som indrømmer, at også han blot var en koloniherre, der med tvang underlagde sig de folk, der befolkede Andesbjergene, indtil han selv blev besejret af los conquistadores. Han indførte sproget quechua, som mange indianerstammer taler den dag i dag. 

Et ikonisk foto: Lama foran Inkaruin

 Et ih-komisk foto: Fjollehoveder på inkaruin.

Og vi iagttog forargede nogle mænd, som tilsyneladende slog løs på lamaerne! Heldigvis havde det sin naturlige forklaring, idet der lige var født et lille lamaføl – en han. Og - ligesom hos brøleaberne i øvrigt - ser de voksne hanner et hanføl som en rival lige fra fødslen af og dræber det, hvis de kan se deres snit til det. Så de skulle holdes på afstand. 

 De slår på lamaerne!

 Lamaføl - højst et kvarter gammelt.

Tanker undervejs: ”Nu har vi været ude at busse den i mere end to uger, og man er så langt væk fra hverdagen, at man ikke kan forestille sig andet. Det ku´ fortsætte i det uendelige, ku´ det! Helt uden trummerum!”