74

   La sierra cerca de Pasochoa desde el aire

Det føles fuldstændig som i mine drømme. Svævende over landskabet i lutter velvære, kun med den lille forskel, at jeg her er fastspændt og har radiokontakt med lufthavnen i Quito. Og at der sidder en mand foran mig og styrer det hele, ganske behændigt, mens jeg læner mig ud over rælingen uden angst for at kæntre. Uden angst overhovedet. Ligesom i mine drømme tænker jeg slet ikke på, at det kunne være muligt at være bange. Det er ren og skær nydelse og en fryd for øjet og en frygtelig masse vind lige ind i ansigtet. Jeg mindes ikke, at der nogensinde var vind i mine drømme. Der gled jeg bare af sted, svømmede i luften, let som i vand men uden at skulle op til overfladen for at få luft. Her er rigeligt med luft; mine øjne løber i vand, og jeg fotograferer i blinde. Tørrer dem af og til og får så øje på nye former og farver. Linier der end ikke anes på landjorden dukker op og ændres fra det ene øjeblik til det næste, mens vi svæver. Jeg mister fuldstændig tidsfornemmelsen, aner ikke hvor længe vi flyver, mens piloten viser mig vulkankratre, skove af eukalyptustræer, småbyer, veje, vandløb og kløfter med en fotografs fornemmelse for de gode linier og de gode motiver. Det lever fuldstændig op til mine drømme.

Specielt interesserede kan på venlig forespørgsel få tilsendt den artikel jeg skrev til Dansk Fotografi om mit besøg hos luftfotografen Jorge Anhalzer.