tirsdag den 30. juni 2015

98

                             Fundación Guayasamín, Quito

Det kom ret pludseligt
Som altid
Et væld af ord
Direkte fra exotica-afdelingen
Spredte og ubrugelige
Ude af sammenhæng ganske uforståelige
Men et sikkert tegn på, at der er liv derude

mandag den 29. juni 2015

97

                               Volcán Cotopaxi

Der findes steder i verden
Hvor tiden ikke findes
Medmindre du deler den med andre
Ergo holder jeg af ikke at eksistere
I den skønne lomme af tid, hvor jeg er alene
Samtidig vil jeg gerne findes
Bare engang imellem
Så jeg ikke skal tilbringe resten af livet
I et limbo af ikke-væren

søndag den 28. juni 2015

96

                         Mitad del Mundo

Med dig gav jeg helt slip
Og valgte at tro på fremtiden
Nu har jeg været der
Og der er ingen vej tilbage
Og ingen anden vej derhen
Flået, svitset og grillet over en buldrende ild
Med vrangen ud

lørdag den 27. juni 2015

95

                              Volcán Cotopaxi

Credo

Som en anden Narcissus ser jeg mig selv
Spejlet i de øjne, der nu tilfældigvis er i nærheden
Og heldigvis kan jeg godt se mig selv i øjnene i øjnene
For livet har gjort mig til en bedre udgave, end jeg var
Det tror jeg på
Uden at lade træerne vokse ind i himlen
Og uden at ignorere, at isbjerget er helt gigantisk under havoverfladen

Mens jeg stadig kan se mine tæer stikke frem dernede
Spreder jeg de blomster, jeg nu finder
Ud i flest mulig retninger
Med et smil
Værsgo

mandag den 22. juni 2015

94

           Quilotoa

Hvad gemmer sig i skyggen, hvad gemmer sig i kløftens dyb?
Hvad gemmer sig i mennesket, facaden uanset?

Jeg aner skyggen vokse, jeg aner kløften søge lys
Jeg aner, der er mennesker, hvis tanker jeg ej tør høre

Længe har de hvisket, nu råber de i kor
De rejser sig som bjerget og risikerer magt som agt

De ytrer sig om farer, de ytrer sig om fremmedhed
De ytrer sig om penge, og de vil ikke dele

Vi mister vores Danmark, vi mister vores egenart”
Det, de allerede har mistet, var vigtigere end det

Deres tanker gør mig ondt, og jeg bli´r trist til mode
For også jeg er dansker, men bor i hele verden

Lad hele verden komme til os – nej, det er ikke så let
Men det er jo ikke nogens skyld, at det var os, der fødtes her

Jeg hørte dem blot hviske, nu taler de så højt
At også jeg må lytte, så fordomsfrit jeg kan

For søger vi og skyggen, eller flygter vi fra ubehag
Og lader vreden herske, da bli´r vi blot som dem

Når lyset rammer kløften, da håber jeg så inderligt
Det smelter deres hjerter, fordamper deres had og angst

Jeg håber, vi bli´r enige, om at vi er uenige
Men alle husker på, at mennesket kommer først

torsdag den 18. juni 2015

93

                                    Mitad del Mundo

Her hvor solen går awet om, så min fornuft fordufter og uvirkeligheden tager øwer. Her hvor alt kanskiersens, for når først a skygger begynder at bevæge sig den gal´ vej, mens solen er på vej nier, er den rien gal, å a ve æt længer´, hwa a ska tro. Med den jæn fod i den sydlige hemisfære.

tirsdag den 16. juni 2015

92

           Canoa

Jeg tror ikke, jeg klarer det her. Hvorfor lærer jeg aldrig at stoppe, mens legen er god? Endnu engang har min nysgerrighed drevet mig på afveje, langt fra alfarvej. Og denne gang kan det kun ende galt. Trængt op i en krog i en øde baggård af nogle ubehageligt udseende typer, der kun er ude på ét. At frarøve mig mit unge liv og alt, der kunne være af værdi. Af størst værdi er livet, det ser jeg pludselig. Mens jeg håber, at verden trods alt er et venligt sted. 

91

                              Alausi

Det synes ikke udefra. Og alle tror, at jeg er den samme, som jeg altid har været. Men der er sket noget. Rynker er kommet til, men det er uvæsenligt. Den slags petitesser tåler slet ikke sammenligning med det, du ikke kan se, og som jeg ikke agter at fortælle dig. For det er mit, kun mit. Og hvis jeg deler det med dig, bliver du enten overvældet eller påtaget ligeglad, for det er alt for stort. Og uanset hvilken reaktion, du vælger, vil jeg miste det. For straks vil du enten overtage det eller skrumpe det, til det visner og jeg med. Jeg ville ellers gerne dele det. Hvis dele betød, at det så ville vokse, som celler der deler sig. Men sammen med dig går det ikke. Jeg er nødt til at holde det for mig selv og helt hemmeligt. Jeg tror såmænd, jeg tager det med mig i graven. Der vil det hvile trygt, sammen med mig, når den tid kommer. Og ingen vil nogen sinde vide, hvad det var, der var så vigtigt og stort.

onsdag den 10. juni 2015

90

          Riobamba

Jeg ville ønske jeg kunne tegne, og det kan jeg sådan set også godt. Jeg er bare ikke tålmodig nok til at blive rigtig god. Jeg kommer hele tiden til at rejse mig op, når jeg sidder der. Går ud og åbner køleskabet. Igen. Og selvom jeg er imod viskelæder af princip, bliver jeg træt af mine fejlstreger, undtagen dem, der giver det det liv, som jeg ikke kunne tilføje bevidst. Tror det ville være bedst for mig at tegne i søvne. Alternativt på hovedet, med bind for øjnene, med små blyanter tapet fast til fingerspidserne, men det var der aldrig kommet disse fugle ud af. For de fløj over hovedet på mig i Riobamba. Rundt og rundt og rundt i mindst en halv skumringstime. Og så hurtig er min streg ikke, og hukommelsen rækker kun en halv centimeter.

tirsdag den 9. juni 2015

89

        Baños

Et himmerige åbenbarer sig
For ateister
En paradisets have
For gudsfornægtere
Og endog for bespottere
Og for dem der spytter på gaden og også for dem, der bare savler helt ukontrollabelt
Tovholdere og rebslagere bliver flagellanter
Syndere såvel som deres sønner og døtre må krybe til korset
Hele vejen op ad bjerget, hvor det står bøjet i neon
Selv en sten må finde sin sande tro
Og lette

mandag den 8. juni 2015

88

         Cerca de Baños

Vi er hinandens vinger
Lette til bens og udødelige
Stikker vi af mod uendeligheden
Hånd i hånd
Intet kan hindre os
I at blive slået til lirekassemænd af virkeligheden

87

        Panamericana cerca de Latacunga

Den kildrer dine sanser
En berøring der næsten ikke er
Og du mærker den alligevel
Den er i tanken
Og hjertet banker
Den er i blikket
Der vandrer langs vejen
Der stirrer tomt skulle man tro
Ud af vinduet
Den sidder langt inde
Som et flagrende møl
Forvirret og famlende
Og ved ikke om den vil kendes ved sig selv

fredag den 5. juni 2015

86

                            Rucu Pichincha

Stien af hvilken
Livet førte mig
På kollisionskurs
Og dér hvor vores stier løb sammen
Med stor kærlighed til følge
Og vi styrted mod toppen
Uagtet de stejle skrænter
Beruset af den iltfattige luft
Og så ikke tidsnok tågen
Der krøb op omkring os
Lige før uvejret brød løs

onsdag den 3. juni 2015

85

       Cráter Pululahua

Det store sorte hul
Den sorg, man ikke kan se sig ud af
Den afgrund, man ikke kan se sig op af

Og så
Umærkeligt
Ad åre
Gror grønne spirer ud mellem sidebenene
Snapper efter ilt i den friske luft
Uhæmmet vildtvoksende skræmmende
Dækker krateret med muldjord
Og æsler

På bunden vil det altid være der
Det bundløse krater
Men kun fordi vi ved det
I dine livskloge øjne
Ses det som et mikroskopisk glimt i en brøkdel af et sekund i et ubevogtet øjeblik
Én gang hvert syvende år

84

           Quito

Skriger indeni
Empatien ætser i mig
Tænk at jeg skal lide
og brænde
Fordi du lider
og brænder

Altfortærende og ustoppelig
Selv på afstand mærker jeg det
Lidelsen
som er din
men også min
fordi vi er forbundne
Det er vi alle
Også kassedamerne er vi forbundne med

tirsdag den 2. juni 2015

83

      Quito

Hva´ så? Gamle ven! Er det virkelig dig? Hold da op, hvor er det længe siden! Og tænk, at vi render på hinanden her - på den anden side af kloden! Det er da for utroligt! Jeg tror, det er mere end tyve år siden, vi så hinanden sidst. Jeg kan næsten ikke kende dig - og så alligevel - du er vist den samme indeni, fornemmer jeg ;-)

Jeg kan godt huske, første gang jeg mødte dig; da var jeg vist 12 år gammel. Vi var helt uadskillelige og altid bange for at gå glip af noget spændende. Ja - og siden fik du et par skruer løs. Jeg er ked af at sige det, men så så vi ikke så meget mere til hinanden. Det var nok lidt umodent af mig. Tænk at lade dig forsvinde ud af mit liv på den måde, bare fordi... Ja, jeg havde selvfølgelig nok om ørerne dengang, jeg gik jo på uni, og så var jeg jo oss´ lige blevet mor for første gang.

Hva´, er det slet ikke dig, men din tvillingesøster? Nåh, men så må du hilse mange gange, ikk´?