90

          Riobamba

Jeg ville ønske jeg kunne tegne, og det kan jeg sådan set også godt. Jeg er bare ikke tålmodig nok til at blive rigtig god. Jeg kommer hele tiden til at rejse mig op, når jeg sidder der. Går ud og åbner køleskabet. Igen. Og selvom jeg er imod viskelæder af princip, bliver jeg træt af mine fejlstreger, undtagen dem, der giver det det liv, som jeg ikke kunne tilføje bevidst. Tror det ville være bedst for mig at tegne i søvne. Alternativt på hovedet, med bind for øjnene, med små blyanter tapet fast til fingerspidserne, men det var der aldrig kommet disse fugle ud af. For de fløj over hovedet på mig i Riobamba. Rundt og rundt og rundt i mindst en halv skumringstime. Og så hurtig er min streg ikke, og hukommelsen rækker kun en halv centimeter.